Om skiftende sympatier

Nåda. Så skulle man opleve det med.

For ganske kort tid siden ville jeg ellers hellere have haft hæmorider. Eller ild i håret. Eller have flintret nøgen rundt i nabolaget. Eller i klasseværelset foran hele 8A.

Men lad mig lige ridse situationen op, inden jeg kommer for godt i gang med at berette om alle de vederstyggeligheder, jeg hellere ville opleve:

Jeg sider i skrivende stund behageligt plantet i min og fruens nyindkøbte sækkestol. Til venstre for mig knitrer ilden hyggeligt i brændeovnen. Og udenfor daler årets første sne blidt ned i store, tunge fnug. Om lidt kommer Erling (en af de misser i husstanden, der rent faktisk er et kattedyr) sikkert og lægger sig på gulvet ved siden af. Og måske kommer Anne-Mette med en varm kop te.

“Hmmm,” tænker nu den reflekterede læser. “Det lyder da ikke så slemt igen. Hvad er problemet mon?”

Og det skal jeg fortælle dig:

Jeg sidder og skriver med min og fruens nyindkøbte MacBook på skødet.

And there you have it! Nu er det ude:

Jeg SIDDER MED EN MACBOOK I SKØDET.

Det er jo et Apple-produkt.

Og jeg svigter dermed totalt mit eget omdømme som officiel Apple-modstander.

Mine argumenter mod Apple har længe været talrige:

1. Lortet er totally overpriced.
2. Det samme gælder de accessories (opladere, ladekabler etc.), som man har brug for.
3. Apple-computere havde deres helt eget, lukkede økosystem og ville førhen ikke samarbejde med aggregater (printere, projektorer etc.) af andre mærker, hvorved mine elever havde svært ved at aflevere printede opgaver eller vise en PowerPoint på klassen.
4. Jeg har oplevet elever føle sig udsat for gruppepres, hvis de ikke havde en svinedyr iPhone i lommen ligesom alle klassekammeraterne.
5. Grundet ovennævnte lukkede system, kan man ikke en gang jakke et skide HDMI-stik i røven på motherfuckeren. Nejnej, den slags outrerede behov kræver sandelig en speciel anordning, som tilfældigvis koster … ja … you know.
6. Én gang Apple, altid Apple. Systemerne er så integrerede, at man aldrig kan forlade Apple, når først man er kommet i lommen på dem. For så besværliggør man adgangen til billeder, videoer, filer. Ja, nærmest hele sit liv, kan jeg forstå på tilhængerne.

Så du kan nok se, kæreste læser, at Apple-produkter i min optik altid har været noget dyrt, afhængighedsskabende skrammel. OG et unødvendigt statussymbol.

Og derfor har jeg altid holdt mig til mobiltelefoner og computere af andre mærker til den halve eller kvarte pris og være supergodt tilfreds med det.

MEN

Nu er der sket noget. En diskret forandring indeni. Et gryende skift i sympati. Som tvinger mig til at revurdere mine præferencer. Forårsaget af tre specifikke hændelser.

For det første har jeg købt aktier i Apple. Disse aktier er steget i værdi med mere end 60 procent, siden jeg købte dem. Og den slags kan jo formilde enhver 😉

For det andet har jeg en hustru, som i årtier har været loyal Apple-bruger. Det er ganske vist ikke så meget dét, der har tændt en gnist af sympati i mig, som det er den kendsgerning, at fruen i sidste uge tabte sin iPhone i toilettet. Det gjorde hun så grundigt, at skidtet satte sig fast i vandlåsen. Og lå dernede i adskillige sekunder, før det lykkedes mit livs udkårne at vriste den fri af den grådige kumme. For dernæst at give den en ordentlig skrubbetur med sæbe under vandhanen og til sidst dyppe den i husholdningssprit.

Til gengæld fungerer telefonen stadig fuldkommen upåklageligt. Sejt nok!

Og endelig har jeg nu via nærværende blogindlæg fået den allerførste erfaring med faktisk at BRUGE et Apple-produkt. Og jeg må, meget modstræbende, sige, at tastaturet er ganske rart superlækkert at betjene. Hvad de øvrige features ved en MacBook angår, skal jeg endnu ikke kunne udtale mig, men tastaturet er jo også et ganske godt sted at begynde.

Så ja, jeg oplever skiftende sympatier og en ikke uvæsentlig ambivalens. Og det skal blive gevaldig interessant at se, hvad fremtiden vil bringe mig ud i teknologiske præferencer.