Julen er en ond motherfucker. En kommerciel, konventionstung, ensomhedsforstærkende, uignorerbar mastodont af hyggetvang og klimabelastende fråds. Yes, det er mig, der er den sure gamle tranlampe i rummet. Eller the Grinch, om du vil. Der findes ikke mange tidspunkter på året, hvor så mange mennesker simultant er så ulykkelige som i julen. Der er for eksempel dem, der i juledagene sidder helt uden selskab med en smertende forestilling om, at de fleste andre tilbringer højtiden i familiens favn. Og så er der de familier, hvis økonomi ikke rækker til både julemad og gaver til børnene. I hvert fald ikke til gaver, der kan stå mål med de gaver, andre børn får. Og de mennesker, for hvem den decemberromantiske idé om,...

Sidder her i forstadsvillaen med en god kop kaffe. Det er jeg sikker på, den er. God. Et udsagn, som jeg baserer på, at det er den samme udmærkede kaffe, som vi altid drikker her på matriklen. Men det er ikke, fordi jeg kan fornemme nogen smagsnuancer. Den evne forsvandt i går aftes. Og hvis man ser bort fra feberen, snottet, hosten, hovedpinen, materialetrætheden og hudsensitiviteten, så er den mistede smagssans faktisk noget af det mest irriterende ved corona. Fucking corona. Testede positiv torsdag aften og har siden været fuldkommen vingeskudt. Troede ellers, at min midaldrende kvindekrop ville have bevaret et eller andet mål af antistoffer efter det første udbrud for et par år siden og de efterfølgende vacciner. Og...