Hvis du er ligesom jeg, allerkæreste bloglæser, så har du snart hørt ordet mange gange. Woke. Man møder det for eksempel på sociale medier, i musik og i den offentlige debat. Sådan har det været i nogen tid. Og hvis du er ligesom jeg, så har du måske også haft en fjern fornemmelse af, hvad ordet dækker over, fordi du er stødt på det i nogle bestemte sammenhænge. Men du har ikke lige fået spurgt din alvidende ven, Google, om en præcis forklaring. Fordi der er så meget, du siger til dig selv, at du lige må spørge Google om. Uden at få det gjort. Well, well. Nu har jeg så langt om længe fået lagt DEN uvidenhed bag mig....

Kunne lige læse i et eller andet online-medie, at salget af elbiler boomer. Det var sgudda en god nyhed! For det er selvfølgelig den vej, vi skal. Allesammen. Her på matriklen har vi kørt elbil i to et halvt år. Volkswagen. ID3. Den ser i skrivende stund således ud: Og det gør den, fordi vi befinder os midt i en fuldstændig absurd vejrsituation, som har lukket store dele af landet helt ned, hvilket er den direkte årsag til, at jeg ikke er på skolen og har tid til at skrive på en fucking onsdag. Sædvanligvis har bilen ikke snedriver i bagruden. Og i virkeligheden er den faktisk meget rap. Både i udseende og i acceleration. Den leverer en kørekomfort, som...

Julen er en ond motherfucker. En kommerciel, konventionstung, ensomhedsforstærkende, uignorerbar mastodont af hyggetvang og klimabelastende fråds. Yes, det er mig, der er den sure gamle tranlampe i rummet. Eller the Grinch, om du vil. Der findes ikke mange tidspunkter på året, hvor så mange mennesker simultant er så ulykkelige som i julen. Der er for eksempel dem, der i juledagene sidder helt uden selskab med en smertende forestilling om, at de fleste andre tilbringer højtiden i familiens favn. Og så er der de familier, hvis økonomi ikke rækker til både julemad og gaver til børnene. I hvert fald ikke til gaver, der kan stå mål med de gaver, andre børn får. Og de mennesker, for hvem den decemberromantiske idé om,...

Sidder her i forstadsvillaen med en god kop kaffe. Det er jeg sikker på, den er. God. Et udsagn, som jeg baserer på, at det er den samme udmærkede kaffe, som vi altid drikker her på matriklen. Men det er ikke, fordi jeg kan fornemme nogen smagsnuancer. Den evne forsvandt i går aftes. Og hvis man ser bort fra feberen, snottet, hosten, hovedpinen, materialetrætheden og hudsensitiviteten, så er den mistede smagssans faktisk noget af det mest irriterende ved corona. Fucking corona. Testede positiv torsdag aften og har siden været fuldkommen vingeskudt. Troede ellers, at min midaldrende kvindekrop ville have bevaret et eller andet mål af antistoffer efter det første udbrud for et par år siden og de efterfølgende vacciner. Og...

Nåda. Så skulle man opleve det med. For ganske kort tid siden ville jeg ellers hellere have haft hæmorider. Eller ild i håret. Eller have flintret nøgen rundt i nabolaget. Eller i klasseværelset foran hele 8A. Men lad mig lige ridse situationen op, inden jeg kommer for godt i gang med at berette om alle de vederstyggeligheder, jeg hellere ville opleve: Jeg sider i skrivende stund behageligt plantet i min og fruens nyindkøbte sækkestol. Til venstre for mig knitrer ilden hyggeligt i brændeovnen. Og udenfor daler årets første sne blidt ned i store, tunge fnug. Om lidt kommer Erling (en af de misser i husstanden, der rent faktisk er et kattedyr) sikkert og lægger sig på gulvet ved siden af....